Historie

Vanskelig start.
Det var noget af en svær fødsel SIK havde i 1945. S.B. - Skagen Boldklub havde eksisteret siden 1904 og i 1937 startede en udbrydergruppe fra klubben F.I.K. - Fiskernes Idræts Klub. Årsagen var, at man var temmelig utilfredse med forholdene i S.B. og der var rigelig tid til det organisatoriske, idet fiskeriet var dårligt og mange derfor var hjemmegående.
Gennem årene blev der udkæmpet mange bitre kampe mellem de to klubber, men i 1943 begyndte der så småt at spores en forligs tone mellem klubberne - især fordi den ene klub blev den andens banemand.
S.B. slog F.I.K. i et vigtigt lokalopgør, der spolerede F.I.K.´s ellers sikre oprykning til den daværende mellemrække. Uden helt at sammenligne forholdet mellem Øst- og Vesttyskland for år tilbage skulle man helt frem til 1945 inden "muren" faldt.
Der blev indkaldt til generalforsamling i de to klubber, men det førte intet med sig – afstanden var simpelthen for stor. Dog blev der oprettet et samarbejdsudvalg. Dette arbejdede energisk i nogle måneder og omsider kunne der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling i de to klubber.
De ekstraordinære generalforsamlinger blev holdt den 26. juli. S.B. holdt til på Sømandshjemmet og F.I.K. på Afholdshotellet.
Fiskerne blev straks enige om sammenlægningen, medens man i S.B. var uenige om et enkelt punkt. En energisk indgriben fra samarbejdsudvalgets side glattede dog uoverensstemmelserne ud, således at man enedes om at indkalde til endnu en ekstraordinær generalforsamling dagen efter.