Menu

Årets træner Peter Gaardestrup

image
02. maj 2022 kl. 19:01

Årets SIK træner 2021

Den fornøjelige del af generalforsamlingen er det punkt, hvor vi kan få lov at hylde en af vores mange trænere, som har gjort en særlig indsats i året. Det er et stort privilegie at skulle gøre dette i en klub som SIK, for hvert år melder der sig mange kandidater på banen – og 2021 er ingen undtagelse, for som jeg sagde tidligere i årsberetningen, har alle vores trænere har gjort et kæmpe stykke arbejde ud over det forventede.

Når der nu alligevel er en der skiller sig lidt ud, så er det fordi Årets træner for det første har præsteret flot med sit hold på det sportslige plan og for det andet, har han gennem mange år vist sig som en ihærdig træner.

Årets træner har selv i sine ungdoms år, slået sine folder og modstandere på SIK’s anlæg, hvor han spillede drengemester, senere mange 1. holds kampe og sidst som Oldboys spiller.  En hurtig, men også temperamentsfuld spiller, hvilket man godt kan ane, at der er lidt tilbage af, når han nu står på sidelinjen, som træner.

Som træner holder han sig opdateret, og tager imod de muligheder der er for at lære nyt og udvikle sig. Han deltager med stort engagement i DBU’s kurser, og klubbens inspirationstræning, og med en UEFA C-træner licens og senest B1 i rygsækken, bliver træningen grundigt forberedt, til glæde for hans spillere.

Årets træner er ikke en mand, der påråber sig en masse opmærksomhed. På hans helt egen facon, møder han de udfordringer, man som træner kan stå overfor. Han gør det med en tilsyneladende ro og en evne til at se fremad og komme videre under de vilkår der er. Om det gælder en sammenlægning med et andet hold eller andre klubbers fiskeri af holdets spiller, så fortsætter denne træner med fokus på holdet og fodbolden.

Men når det så er sagt, så skal man ikke være i tvivl om, at denne træner altså også spiller for at vinde. På det sportslige plan blev DBU’s sæson turneringer i 2021 gennemført uden et nederlag. I forlængelse af efterårssæsonen deltog holdet/holdene i DBU’s indendørsturnering, hvor de præsterede at spille sig til finalerne i Jyske mesterskaber i Ribe. En guldmedalje blev det ikke, men som klub er vi meget stolte af holdets og trænernes bedrift, og vi er sikker på, at I havde en fantastisk oplevelse.

Nu kan det ikke længere skjules, hvem årets træner 2021 er, det er selvfølgelig Peter Gaardestrup.

Stort tillykke til Peter fra os alle i klubben.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig.
Læs vores cookie- og privatlivspolitik