Menu

Vil DU være med til at fortsætte succesen?

image
09. februar 2019 kl. 21:10

Snart er foråret på vej og der vil atter være liv på de grønne baner på Stadion. Skagen Idræts Klub er en traditionsrig klub med stadig stigende medlemstal og med god udvikling af såvel sportsligt niveau som sociale aktiviteter for holdene. Vi rummer medlemmer fra 3 års alderen og uden øvre grænse – når kroppen siger fra forbliver mange passive medlemmer og har derfor stadig sin gang i klubben.

Klubben er kendetegnet ved en god økonomi, som ikke mindst er resultat af stor frivillighed blandt vores medlemmer. Således bliver der hvert år lagt mange frivillige timer i at afvikle såvel SkawCup som Mini SkawCup. Disse to arrangementer er med til at skabe liv og muligheder i klubben.

Det er også enestående, at vi har vores eget cafeteria, som er åbent ved alle træninger og kampe. Det skaber et hjerte i klubben – et sted hvor spillere, forældre og andre med interesse i klubben kan mødes og nyde en kop kaffe eller lidt lækkert mad. Pt er vi ved at renovere cafeteriet og køkkenet, så mulighederne for f.eks. fællesspisninger bliver endnu større i kommende sæson.

Klubben er også kendetegnet ved meget aktive udvalg – såvel bestyrelse, ungdomsudvalg og seniorudvalg. Gennem de seneste år er der blevet arbejdet på en strategi om at tydeliggøre og fordele arbejdsopgaver, så ikke alle poster ligger på få skuldre. Dette arbejde er vi lykkedes godt med, og vi vil fortsætte processen i kommende sæson.

Men hvor godt vores skib end sejler, og hvor god en besætning vi end har, så har vi brug for en kaptajn. Ved generalforsamlingen d. 14/3 har vi brug for en ny formand, da det for vores hidtidige formand Christian Mose Sørensen ikke er muligt at fortsætte pga. nyt job.

Mange vil kende Christian som en blæksprutte med fingeren på pulsen på alle områder af klubben. Denne egenskab og interesse har været helt enestående og også langt ud over det forventelige hos en formand. Mange af Christians opgaver er allerede blevet uddelegeret til andre medlemmer – dog forbliver han i styringsgruppen for Skawcup. Det er således ikke en blæksprutte vi søger, men en person med interesse i foreningslivet og blik for struktur og organisering, så vi kan fortsætte vores udviklingsarbejde.

Tror du, at formandsposten har interesse for dig, så er du meget velkommen til at kontakte Christian (61 71 13 98) for at høre mere. Tøv ikke – vi har brug for dig!

Vi glæder os til at høre fra dig.

Bestyrelsen i Skagen Idræts Klub

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig.
Læs vores cookie- og privatlivspolitik