Menu

Skagen Idrætsklub har førsteholdstræner på plads de næste 3 år

image Kontrakterne underskrives
23. november 2018 kl. 15:48

 

I nyere tid er det vel nærmest historisk, at det er lykkes SIK, at lande en aftale, som både på den korte og lange bane giver ro og værdi på trænerfronten for Skagens førstehold.

Jesper ”Krølle” Nielsen står til rådighed for yderlige en halvsæson som cheftræner. Jesper havde oprindeligt sagt tak for denne gang, men med et projekt som omhandler et generationsskifte, hvor Kasper Lundholm skal overtage roret sommeren 2019,  er Jesper klar til både at hjælpe klubben og give Kasper den bedst mulige start på et, for ham, nyt eventyr.

Formand Christian Mose erkender, at Kasper Lundholm ikke stod på blokken som emne. Men når en loyal SIK´er, med den rette DNA som Kasper har tilbyder sig, er man forpligtet til at høre, hvad han har at byde på.
De ting som Kasper har lagt på bordet, er ikke kun velovervejet og gennemtænkt, men også meget spændende. Han har gjort sig tanker på alle parametre; lige fra det sportslige, til samarbejdet i seniorafdelingen til fastholdelse samt større fokus på de sociale aspekter i klubben.

SIK ser gerne, at Kasper spiller en halvsæson mere, da han er en vigtig brik i de unges udvikling, og da Kasper også selv gerne vil spille, er aftalen blevet skruet således sammen:
Jesper ”Krølle” Nielsen er cheftræner i forårssæsonen 2019 og Kasper Lundholm er spillende assistenttræner.
I denne halvsæson bliver der lavet et uddannelsesprogram til Kasper, som han skal følge, samtidig med at han kan øve sig i den kommende rolle, som venter ham.


Fra sommeren 2019 og to et halvt år frem er Kasper ”Lunni” Lundholm Skagens førsteholdstræner.

”Der er her tale om en trænerkonstellation, som er indbegrebet af den SIK DNA, som gør os så umådelig svære at spille imod. Her er tale om 2 personer, som er 100% dedikeret til klubben og som nu sammen skal samarbejde om holdet og gøre Kasper klar til overtagelse”, udtaler Formand Christian Mose.

”Selvom vi har haft flere emner på blokken og også talt med andre, er der ikke tale om en panikløsning. Det er en langsigtet plan (i forhold til de trænere vi har haft tidligere, som kun har skrevet for et år af gangen), hvor en passioneret ung mand, som hele sit liv har spillet og trænet ungdomshold i SIK, ønsker at gå trænervejen. Den gave skal man som klub udnytte og bakke op om. Og selvom vi kaster Kasper for løverne, set med SIK briller, så er vi både glade, stolte og yderst tilfredse med vores valg og beslutning. En opgave, som vores mavefornemmelse fortæller, at Kasper vil løse til UG. Og med Jesper ”Krølle” Nielsen som læremester, går SIK og hele SIK´s seniorafdeling en god tid i møde”, slutter en tilfreds Formand Christian Mose.

 

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig.
Læs vores cookie- og privatlivspolitik