udfordre Sæby. Sæby er rigtig dygtige, når de får tid og ro til at dominere kampene. Det skal de ganske enkelt ikke have lov til. Vi skal udfordre deres defensiv, og samtidig formå at holde deres gode offensiv i skak. Alle på vores hold skal arbejde kollektivt og maksimalt i dag. Formår vi dette tror jeg på at vi kan stå med sejren efter 90 minutter.
Velkommen på Spar Nord Arena, til gæsterne fra Sæby, dommertrio samt publikum.
Sportslig hilsen, Jesper Nielsen
(Artikel fra NordjyskeStiftstidende)
07. september 2011 04:00 | Nordjyske.dk
Mange års bred satsning bag Skjolds succes
Jens Ole Pedersen
KLUBÅND: I Skjold Sæby handler det ikke kun om førsteholdet i Jyllandsserien
SÆBY: Skjold Sæby har imponeret alt og alle siden oprykningen til Jyllandsserien, men succesen er ikke bare tilfældig, for allerede for ti år siden lavede klubben en bred satsning med dygtige trænere hele vejen igennem fra de yngste ungdomshold.
- Trænerne i klubben er klædt rigtig godt på, og spillerne får bygget noget på hvert eneste år, og det høster vi nu frugterne af med et jyllandsseriehold for både herrer og damer, fortæller Asger Mortensen, der er en stolt Skjold-formand.
- Vores unge JS-hold hos mændene er kun godt 20 år i snit, og de er alle skolet godt af en stribe ungdomstrænere.
- Det er meget vigtigt at have dygtige trænere i ungdomsafdelingen, og det forsøger vi hele tiden at huske på i Skjold, hvor vi også tænker i bredden og derfor helst ser to hold i hver årgang.
- Vi har haft pæn medlemsfremgang hos begge køn og har nu omkring 500 aktive medlemmer, hvilket må siges at være flot efter byens størrelse.
- For tre år siden vandt vi jyske mesterskaber til både drenge og piger i juniorårgangen, og de udgør nu stammen på de to førstehold, som begge har fået en forrygende start på sæsonen.
- Så opskriften hos os er, at vi satser på dem, der kommer af sig selv til klubben, og så handler det om at have en hel klub og ikke blot et førstehold, understreger Skjold-formanden.
Klubbens værk
For klubbens JS-træner på herresiden, Karsten Thomsen, drejer det sig i høj grad om at få sagt, at der er tale om klubbens værk.
- Jeg har fået lov til at sætte prikken over i'et. Det er let at være seniortræner, når ungdomstrænerne har sørget for det basale.
- Vi arbejder med nogle simple principper med løbemønstre og erobringsmønstre, som alle kender, og vores mål er ikke at tænke i at spille 0-0 og hente et point men i hele tiden at blive bedre på banen.
- Vi er ikke bange for noget hold i JS men slipper håndbremsen og spiller det, som vi kan.
- Selvfølgelig laver vi også fejl, men det lærer vi af og bliver bedre, siger Karsten Thomsen.
Bred førsteholdstrup
- Jeg har en god, bred trup på 18-19 spillere at arbejde med til førsteholdet, og truppen er virkelig talentfuld.
- Mit store mål er at aflevere et bedre hold, end det jeg overtog for et år siden, og så må se, hvor langt det rækker i tabellen.
Karsten Thomsen er, som han selv udtrykker det, en rigtig "Skjold-mand", og han har selv en fortid som aktiv spiller i klubben.
- Men uanset hvor jeg har fungeret som træner, har jeg forsøgt at gøre holdet bedre, og i Skjold er fodarbejdet allerede gjort for mig.
- På førsteholdet er der måltyve som Tobias Overlade og Jens Lorenzen, men alle i truppen har en værdi for holdet, og der er ingen svage led, understreger succesholdet Skjolds træner.