Vejret viste sig igen fredag fra den allerbedste side. Da bussen kørte forbi Aalborg kl. 09:00 viste temperaturen i solen 32 grader. Og det blev bare varmere inden vi nåede til Fårup. Efter 6 timer med masser af aktivitet i Fårup, kun afbrudt af en halv times pizza, kunne pigerne så drage mod Gistrup for at lade op til dagens 2 kampe i U12 og U13.
Og man kan sagtens se at der allerede er blevet skabt nogle venskaber. Pigerne havde fundet sig nogle drengevenner så opvarming og opladning til kampene ikke blev lige som træneren havde forestillet sig. Og ikke nok med det kom der til dagens første kampe i U12-Piger et sidste øjebliks afbud fra Melissa Wiborg som døjede med feber og maveonde.
U12-Pigernes kamp var en knald eller fald kamp mod Lejre FC. Jævnbyrdigheden i puljen gjorde at Lejre med en sejr kunne komme foran Skagen i tabellen og demed spille sig i semifinalen. Skagen kunne med uafgjort komme videre og med en sejr sikre sig førstepladsen i puljen. 2 halvleg med masser af chancer til begge hold blev slutreultatet 0 - 0 og Skagens U12 er klar til semifinale i morgen kl. 12:00.
U13-Pigerne skulle i dagens kamp spille mod Randesund fra Norge. En del af pigerne brillerede med at komme 15 minutter for sent til opvarmingen pga af de først skulle se nogle af deres bekendskaber spille kamp. Trænere var rød i hovedet af raseri da alle endelig 15 minutter før kampstart var klar til opvarmning. Måske derfor var pigerne sat op til at bevise at de førte kampe med nederlag nu skulle veksles til en sejr. Pigerne spillede en af deres bedste kampe og pressede nordmændene i flere situationer. Dog fik Randesund 3 minutter før slutfløjt et ”lucky punch” efter et hjørnespark og kunne sende bolden i nettet til en 1 - 0 sejr.
I morgen spiller U13-Pigerne deres sidste kamp i puljespillet kl. 08:30 mens U12-Pigerne skal spille semi-finale kl. 12:00. U15-Pigerne havde kampfri men skal i morgen spille 3 puljekampe inden det kan afgøres om de 2 første sejre er nok til at gå videre til slutspillet søndag.
Se billeder fra Fårup og fra den første dag på cuppen under ”Galleri”.